En frisk løbetur

7. september, 2016

Min veninde Maja og jeg sætter os for at løbe en tur. Det er en virkelig varm sommerdag, så det betyder ikke så meget, hvor hurtigt eller langt vi løber – bare vi ender med at kunne dyppe kroppen i noget vand. Off we go. Vi er nogle sporty spices, så vi flyver af sted i højt tempo, indtil det efter knap to kilometer pludselig siger *SMAK*. Ud af øjenkrogen ser jeg Maja falde bagover med sådan et ryk, at man skulle tro, hun var løbet ind i en dør. Det er hun ikke, men tæt på. Ud fra den mørke bygning stikker et stort, skråt vindue, og Maja er løbet direkte ind i det. Hun sidder nu på fortovet og er fortumlet, og fra hendes pande pibler det ud med blod.

Min første reaktion er at forsøge at stoppe blødningen, så jeg lægger hænderne på hendes pande. Jeg husker, at hun spørger åndsfraværende og nærmest lidt jyskklingende: “Hvorfor holder du mig dér, Lene?”. Og jeg tænker, at jeg skal sige noget, der ikke gør hende yderligere bange. Jeg får sagt noget i stil med, “det tror jeg bare er en god idé, du bløder lidt,” mens Maja tager sig undrende til baghovedet. Det varme, tykke blod søler mine hænder til, og jeg kan efterhånden godt se, at vi har brug for assistance. På den anden side af vinduet er et køkken, så jeg rækker armene ind og får vasket hænderne. Imens trommer jeg højlydt på den ene side af zinkhåndvasken og råber, om der er nogen hjemme. “Er der nogen, der kan hjælpe os? Vi er kommet til skade.”

Da jeg vender mig om, står der en ung fyr på fortovet hos Maja. Han presser et viskestykke mod hendes pande, og fra den anden side kommer der så en ung pige. Hun har en våd karklud med – og så kommer en tredje. Han stikker os en wc-rulle. Vi bliver rigtigt passet op, og ham her fyren, som viser sig at være lægestuderende, kan sit kram. Så snart han har set Majas flænge og sikret sig, at hun er nogenlunde okay, vender han sig mod mig. “Hvad med dig. Hvordan har du det? Jeg synes, du ser lidt bleg ud?” Jeg bliver temmeligt paf, for aldrig i mit liv er jeg blevet kaldt bleg midt i en træning. Det tager lidt tid, før det siver ind, at han spørger til, om jeg kan tåle at se blod. Inden jeg får sagt noget, lyder det tørt fra Maja. “Det er solcreme.” Jeg har åbenbart haft lige rigeligt med solcreme i ansigtet, og Maja har tænkt på at nævne det. Nå for søren. Jeg griner og siger, at jeg har det helt fint. “Lad os bare holde fokus herovre”, siger jeg og gestikulerer i retning af Maja. Fyren gør så, hvad man skal, og hende pigen med karkluden ringer efter en taxa.

Lige inden vi stiger ind, holder han en one-on-one instruction med Maja. “Din flænge er cirka så stor,” siger han og viser med tommel- og pegefinger, hvordan den ser ud. “Den sidder lige her,” fortsætter han og placerer to fingre ved hans egen hårgrænse. “Den er altså i dit ansigt, så det er vigtigt, at det bliver syet ordentligt. Hvis de tilbyder dig en ung læge, er du i din ret til at spørge efter en plastikkirurg.” Godt så. På den juridiske note er vi nu klar til at tage af sted mod Bispebjerg.

Vi ender med at sidde næsten fire timer i det stærkt oplyste venteværelse i små løbeshorts. Selvom det ikke var planen at ende på skadestuen, så havde vi det pissehyggeligt. Maja tog det hele i stiv arm – og når man tænker over det, er det egentligt held i uheld, at det lige netop var ved Lægeforeningens Kollegium, hun skulle løbe ind i et vindue.