Sig nu det, vi alle tænker

16. juni, 2017

Idag skete der noget godt. Jeg blandede mig i en fremmed mands liv. Jeg sagde det, som vi alle tænkte. Og jeg fik hverken hugget hovedet af eller gjort mig selv til grin. Du skulle tage at prøve det. Det føles rart.

Fra min vinduesplads på 5C får jeg øje på en Shar Pei-hund. Den står med sin ejer ved busstoppestedet og venter pænt på at stige ombord. Nu er det sådan, at jeg synes en Shar Pei er en helt speciel hund, så jeg vender mig rundt og kigger på de to, som de træder ind i bussen. Jeg glæder mig til at se alle dens lodne rynker over snuden på nært hold, men jeg får mig en slem forskrækkelse. Hundens snude er gigantisk. Den ser meget hævet og øm ud – som om den kunne eksplodere. Det kan da ikke være normalt, tænker jeg. Og så får jeg ondt i maven. Den hund har det ikke godt.

Jeg kigger væk. I nogle minutter sidder jeg bare på min plads og kommer i dårligt humør. Det er fandme synd for den. Sådan skal det ikke være. Den har brug for hjælp. Og så pludselig rejser jeg mig og finder et nyt sæde, lige ud for hunden. Nu kan jeg se den ordentligt. Og nu skal jeg have ejeren i snak. Jeg prøver med: “Hvor gammel er din Shar Pei?”

Ejeren sidder og kigger ud af vinduet, og han hører mig ikke. Jeg læner mig over mod ham og spørger igen. Vi får øjenkontakt, og så starter vores small talk. Det viser sig, at hunden er fem år gammel. Og når jeg spørger til dens kæmpestore snude, får jeg at vide, at sådan skal den se ud. Jo større snuden er, jo mere fin og overlegen er den, af sin race. Den har altid set sådan ud, siger han. Jeg vil gerne tro ham, men. Jeg har aldrig set en Shar Pei se sådan ud. Hele dens ansigt er svulmet op, nærmest fyldt til bristepunktet af noget væske, og de fine, små hår er væk. Øjnene kan man næsten ikke se, og langs ben og poter er der hudafskrabninger.

Ejeren fortæller, at den var ude for en ulykke sidste uge. At den var blevet påkørt af en bil, og jo nærmest fløj fire meter. At han var bange for, at den ville dø. Nå for søren. Det var ikke godt. Mens vi snakker, kigger jeg lige på nettet. Jeg har aldrig været god til at google, men denne gang dukker der hurtigt noget op: Shar Pei-feber. En udbredt sygdom, der kun rammer Shar Pei-hunde, og hvor symptomerne er bl.a. hævet og forpint snude, hævede led og haser, mavesmerter og diarré. Jeg kigger lidt på hunden. Og så spørger jeg, hvornår de sidst var ved dyrlægen. Ejeren svarer, at det var de omkring hendes fødselsdag. I februar. Jeg siger, at jeg tror de skal tage forbi dyrlægen. Jeg siger, hvad der står på denne her hjemmeside om, at det er meget normalt, at hunden får feber. Symptomerne er sådan og sådan, og så peger jeg på hans hund. Jeg må forklare, at en hase for eksempel er stykket bag på knæet. Når vi kigger på dens bagben, ser haserne hævede og klumpede ud. Huden er blottet, og pelsen er næsten væk.

Jeg fortæller, at jeg selv har overvejet at købe hund, og at jeg har kigget en del på en Shar Pei. Når jeg er helt ærlig over for ham, så har jeg aldrig set sådan en snude før – og jeg tror, de skal tage forbi dyrlægen. Bare fordi hunden jo ikke selv kan sige, hvis den har ondt. Det kan han godt se. Og man kan jo altid bare lige blive tjekket, fortsætter jeg. Det er synd, hvis den render rundt med feber, når det i forvejen er ret varmt at være hund her om sommeren. Jeg kan ikke få mig selv til at påtale det gule snask, der siver ud af dens ende. Så jeg spørger til, om den kunne have dårlig mave. Han svarer, at hvis den har dårlig mave, så plejer den at vække ham om natten. Og det gør den kun, hvis den vil ud i haven og af med noget. Den gør det ikke bare sådan for sjov. Jeg tænker mig lidt om. Men hvad nu hvis det er blevet en generel tilstand? Hvis den har vænnet sig til smerten og bare lever med det? Så ville den vel kun give signaler i starten?

Lidt efter lidt bliver ejeren nysgerrig. Måske er der et-eller-andet, som ikke er, som det skal være. Vi snakker om, at det selvfølgelig ikke er billigt at tage til dyrlægen, men så kommer han jo også i tanke om, at han og hans mor deler regningen. Måske de skulle tage forbi dyrlægen…

Pling. Nu står der STOP på displayet over buschaufføren, og snart er vi på Nørrebro Station. Vi skal begge af her. Hans telefon ringer, og vi stiger af bussen -direkte ud i cykel- og menneskemylder. Jeg ser ikke, hvilken vej de går, men jeg spejder efter dem og håber, at de vil aflægge dyrlægen et visit. Det er rart at komme ud i frisk luft, og jeg går det sidste stykke hjem. Det gør mig glad, at jeg turde sige noget til ham. At jeg ikke bare tog skyklapperne på. At jeg var ærlig.

Sig nu det, vi alle tænker.