Sig nu det, alle tænker

16. juni, 2017

Idag skete der noget godt. Jeg blandede mig i en fremmed mands liv. Jeg sagde det, som alle tænkte. Og jeg fik hverken hugget hovedet af eller gjort mig selv til grin. Du skulle tage at prøve det. Det føles rart.

Fra min vinduesplads på 5C får jeg øje på en Shar Pei-hund. Den står med sin ejer ved busstoppestedet og venter pænt på at stige ombord. Nu er det sådan, at jeg synes en Shar Pei er en helt speciel hund, så jeg vender mig rundt og kigger på de to, som de træder ind i bussen. Jeg glæder mig til at se alle dens lodne rynker over snuden på nært hold, men jeg får mig en slem forskrækkelse. Hundens snude er gigantisk. Den ser meget hævet og øm ud – som om den kunne eksplodere. Det kan da ikke være normalt, tænker jeg. Og så får jeg ondt i maven. Den hund har det ikke godt.

Jeg kigger væk. I nogle minutter sidder jeg bare på min plads og kommer i dårligt humør. Det er fandme synd for den. Sådan skal det ikke være. Den har brug for hjælp. Og så pludselig rejser jeg mig og finder et nyt sæde, lige ud for hunden. Nu kan jeg se den ordentligt. Og nu skal jeg have ejeren i snak. Jeg prøver med: “Hvor gammel er din Shar Pei?”

Ejeren sidder og kigger ud af vinduet, og han hører mig ikke. Jeg læner mig over mod ham og spørger igen. Vi får øjenkontakt, og så starter vores small talk. Det viser sig, at hunden er fem år gammel. Og når jeg spørger til dens kæmpestore snude, får jeg at vide, at sådan skal den se ud. Jo større snuden er, jo mere fin og overlegen er den, af sin race. Den har altid set sådan ud, siger han. Jeg vil gerne tro ham, men. Jeg har aldrig set en Shar Pei se sådan ud. Hele dens ansigt er svulmet op, nærmest fyldt til bristepunktet af noget væske, og de fine, små hår er væk. Øjnene kan man næsten ikke se, og langs ben og poter er der hudafskrabninger.

Ejeren fortæller, at den var ude for en ulykke sidste uge. At den var blevet påkørt af en bil, og jo nærmest fløj fire meter. At han var bange for, at den ville dø. Nå for søren. Det var ikke godt. Mens vi snakker, kigger jeg lige på nettet. Jeg har aldrig været god til at google, men denne gang dukker der hurtigt noget op: Shar Pei-feber. En udbredt sygdom, der kun rammer Shar Pei-hunde, og hvor symptomerne er bl.a. hævet og forpint snude, hævede led og haser, mavesmerter og diarré. Jeg kigger lidt på hunden. Og så spørger jeg, hvornår de sidst var ved dyrlægen. Ejeren svarer, at det var de omkring hendes fødselsdag. I februar. Jeg siger, at jeg tror de skal tage forbi dyrlægen. Jeg siger, hvad der står på denne her hjemmeside om, at det er meget normalt, at hunden får feber. Symptomerne er sådan og sådan, og så peger jeg på hans hund. Jeg må forklare, at en hase for eksempel er stykket bag på knæet. Når vi kigger på dens bagben, ser haserne hævede og klumpede ud. Huden er blottet, og pelsen er næsten væk.

Jeg fortæller, at jeg selv har overvejet at købe hund, og at jeg har kigget en del på en Shar Pei. Når jeg er helt ærlig over for ham, så har jeg aldrig set sådan en snude før – og jeg tror, de skal tage forbi dyrlægen. Bare fordi hunden jo ikke selv kan sige, hvis den har ondt. Det kan han godt se. Og man kan jo altid bare lige blive tjekket, fortsætter jeg. Det er synd, hvis den render rundt med feber, når det i forvejen er ret varmt at være hund her om sommeren. Jeg kan ikke få mig selv til at påtale det gule snask, der siver ud af dens ende. Så jeg spørger til, om den kunne have dårlig mave. Han svarer, at hvis den har dårlig mave, så plejer den at vække ham om natten. Og det gør den kun, hvis den vil ud i haven og af med noget. Den gør det ikke bare sådan for sjov. Jeg tænker mig lidt om. Men hvad nu hvis det er blevet en generel tilstand? Hvis den har vænnet sig til smerten og bare lever med det? Så ville den vel kun give signaler i starten?

Lidt efter lidt bliver ejeren nysgerrig. Måske er der et-eller-andet, som ikke er, som det skal være. Vi snakker om, at det selvfølgelig ikke er billigt at tage til dyrlægen, men så kommer han jo også i tanke om, at han og hans mor deler regningen. Måske de skulle tage forbi dyrlægen…

Pling. Nu står der STOP på displayet over buschaufføren, og snart er vi på Nørrebro Station. Vi skal begge af her. Hans telefon ringer, og vi stiger af bussen – direkte ud i cykel- og menneskemylder. Jeg ser ikke, hvilken vej de går, men jeg spejder efter dem og håber, at de vil aflægge dyrlægen et visit. Det er rart at komme ud i frisk luft, og jeg går det sidste stykke hjem. Det gør mig glad, at jeg turde sige noget til ham. At jeg ikke bare tog skyklapperne på. At jeg var ærlig.

Sig nu det, alle tænker.

Bloody Maja

7. september, 2016

Min veninde Maja og jeg sætter os for at løbe en tur. Det er en virkelig varm sommerdag, så det betyder ikke så meget, hvor hurtigt eller langt vi løber – bare vi ender med at kunne dyppe kroppen i noget vand. Off we go. Vi er nogle sporty spices, så vi flyver af sted i højt tempo, indtil det efter knap to kilometer pludselig siger *SMAK*. Ud af øjenkrogen ser jeg Maja falde bagover med sådan et ryk, at man skulle tro, hun var løbet ind i en dør. Det er hun ikke, men tæt på. Ud fra den mørke bygning stikker et stort, skråt vindue, og Maja er løbet direkte ind i det. Hun sidder nu på fortovet og er fortumlet, og fra hendes pande pibler det ud med blod.

Min første reaktion er at forsøge at stoppe blødningen, så jeg lægger hænderne på hendes pande. Jeg husker, at hun spørger åndsfraværende og nærmest lidt jyskklingende: “Hvorfor holder du mig dér, Lene?”. Og jeg tænker, at jeg skal sige noget, der ikke gør hende yderligere bange. Jeg får sagt noget i stil med, “det tror jeg bare er en god idé, du bløder lidt,” mens Maja tager sig undrende til baghovedet. Det varme, tykke blod søler mine hænder til, og jeg kan efterhånden godt se, at vi har brug for assistance. På den anden side af vinduet er et køkken, så jeg rækker armene ind og får vasket hænderne. Imens trommer jeg højlydt på den ene side af zinkhåndvasken og råber, om der er nogen hjemme. “Er der nogen, der kan hjælpe os? Vi er kommet til skade.”

Da jeg vender mig om, står der en ung fyr på fortovet hos Maja. Han presser et viskestykke mod hendes pande, og fra den anden side kommer der så en ung pige. Hun har en våd karklud med – og så kommer en tredje. Han stikker os en wc-rulle. Vi bliver rigtigt passet op, og ham her fyren, som viser sig at være lægestuderende, kan sit kram. Så snart han har set Majas flænge og sikret sig, at hun er nogenlunde okay, vender han sig mod mig. “Hvad med dig. Hvordan har du det? Jeg synes, du ser lidt bleg ud?” Jeg bliver temmeligt paf, for aldrig i mit liv er jeg blevet kaldt bleg midt i en træning. Det tager lidt tid, før det siver ind, at han spørger til, om jeg kan tåle at se blod. Inden jeg får sagt noget, lyder det tørt fra Maja. “Det er solcreme.” Jeg har åbenbart haft lige rigeligt med solcreme i ansigtet, og Maja har tænkt på at nævne det. Nå for søren. Jeg griner og siger, at jeg har det helt fint. “Lad os bare holde fokus herovre”, siger jeg og gestikulerer i retning af Maja. Fyren gør så, hvad man skal, og hende pigen med karkluden ringer efter en taxa.

Lige inden vi stiger ind, holder han en one-on-one instruction med Maja. “Din flænge er cirka så stor,” siger han og viser med tommel- og pegefinger, hvordan den ser ud. “Den sidder lige her,” fortsætter han og placerer to fingre ved hans egen hårgrænse. “Den er altså i dit ansigt, så det er vigtigt, at det bliver syet ordentligt. Hvis de tilbyder dig en ung læge, er du i din ret til at spørge efter en plastikkirurg.” Godt så. På den juridiske note er vi nu klar til at tage af sted mod Bispebjerg.

Vi ender med at sidde næsten fire timer i det stærkt oplyste venteværelse i små løbeshorts. Selvom det ikke var planen at ende på skadestuen, så havde vi det pissehyggeligt. Maja tog det hele i stiv arm – og når man tænker over det, er det egentligt held i uheld, at det lige netop var ved Lægeforeningens Kollegium, hun skulle løbe ind i et vindue.

Tjup-Tjup

5. august, 2016

Tænk, at man kan være så forelsket i en hund.