“Djamæjka, djamæjkaaa..”

17. januar, 2017

Med knap 300.000 visninger på Youtube må denne rejsefilm kunne et-eller-andet. Tag med på tur til Jamaica og bedøm selv.

Jamaicansk fyr danser

Fuglemanden er modeikon

10. oktober, 2016

I fredags mødtes jeg med “fuglemanden” fra min gade. Vi havde aftalt at drikke en kop kaffe, så vi satte os ind på det lille græske sted, Kreta, på Jagtvej. Her gav Nikos kaffe på husets regning, for han og “fuglemanden” er gode venner. Vi havde ikke talt så meget sammen før, men nu sad vi der, Yannis og jeg, og snakkede om fugle og katte og min nye kæreste. Det var ikke en date eller et vigtigt møde – det føltes mere som at sludre med sin morfar.

“Jeg elsker dyr,” fortæller han. “Fugle. Katte. Alle slags! Så jeg går i Kvickly, Kickly, Sickly, Fakta, Falta, Malta, eller hvad det nu hedder, og køber mad til dem. Flere gange om ugen.”

Mand og pige

Jeg smiler, indtil ærmet på hans læderjakke er ved at hive dækkeservietten med kaffekoppen på gulvet. Vi “stopper ulykken”, og lidt senere spørger jeg, hvordan han blev ikon for Han Kjøbenhavn.

“Det var henne i nærheden af Rigshospitalet. Jeg gik bare lidt rundt og pludselig kommer der en ung pige hen til mig. Hun siger, at jeg er lige typen, hun skal bruge. Vi sætter os ind i hendes bil og snakker, og nogle dage senere laver jeg film.”

Jeg synes, det er sejt. Overfor mig sidder en mand, som jeg har lagt mærke til, fordi han fodrer fugle og katte på vores gade. Jeg kender ham for hans græske sange, og jeg synes, det er skørt og herligt, når han ud for sin dør slutter af med et højt “tak for iaften”.

Aldrig havde jeg forestillet mig, at denne mand kunne være ikon for et hipt tøjmærke som Han Kjøbenhavn, men jeg elsker forbavselsen. Tak!

Hvis du vil se Yannis i Han Københavns promofilm, så klik her.

En frisk løbetur

7. september, 2016

Pige efter mindre ulykke

Min veninde Maja og jeg sætter os for at løbe en tur. Det er en virkelig varm sommerdag, så det betyder ikke så meget, hvor hurtigt eller langt vi løber – bare vi ender med at kunne dyppe kroppen i noget vand. Off we go. Vi er nogle sporty spices, så vi flyver af sted i højt tempo, indtil det efter knap to kilometer pludselig siger *SMAK*. Ud af øjenkrogen ser jeg Maja falde bagover med sådan et ryk, at man skulle tro, hun var løbet ind i en dør. Det er hun ikke, men tæt på. Ud fra den mørke bygning stikker et stort, skråt vindue, og Maja er løbet direkte ind i det. Hun sidder nu på fortovet og er fortumlet, og fra hendes pande pibler det ud med blod.

Min første reaktion er at forsøge at stoppe blødningen, så jeg lægger hænderne på hendes pande. Jeg husker, at hun spørger åndsfraværende og nærmest lidt jyskklingende: “Hvorfor holder du mig dér, Lene?”. Og jeg tænker, at jeg skal sige noget, der ikke gør hende yderligere bange. Jeg får sagt noget i stil med, “det tror jeg bare er en god idé, du bløder lidt,” mens Maja tager sig undrende til baghovedet. Det varme, tykke blod søler mine hænder til, og jeg kan efterhånden godt se, at vi har brug for assistance. På den anden side af vinduet er et køkken, så jeg rækker armene ind og får vasket hænderne. Imens trommer jeg højlydt på den ene side af zinkhåndvasken og råber, om der er nogen hjemme. “Er der nogen, der kan hjælpe os? Vi er kommet til skade.”

Da jeg vender mig om, står der en ung fyr på fortovet hos Maja. Han presser et viskestykke mod hendes pande, og fra den anden side kommer der så en ung pige. Hun har en våd karklud med – og så kommer en tredje. Han stikker os en wc-rulle. Vi bliver rigtigt passet op, og ham her fyren, som viser sig at være lægestuderende, kan sit kram. Så snart han har set Majas flænge og sikret sig, at hun er nogenlunde okay, vender han sig mod mig. “Hvad med dig. Hvordan har du det? Jeg synes, du ser lidt bleg ud?” Jeg bliver temmeligt paf, for aldrig i mit liv er jeg blevet kaldt bleg midt i en træning. Det tager lidt tid, før det siver ind, at han spørger til, om jeg kan tåle at se blod. Inden jeg får sagt noget, lyder det tørt fra Maja. “Det er solcreme.” Jeg har åbenbart haft lige rigeligt med solcreme i ansigtet, og Maja har tænkt på at nævne det. Nå for søren. Jeg griner og siger, at jeg har det helt fint. “Lad os bare holde fokus herovre”, siger jeg og gestikulerer i retning af Maja. Fyren gør så, hvad man skal, og hende pigen med karkluden ringer efter en taxa.

Lige inden vi stiger ind, holder han en one-on-one instruction med Maja. “Din flænge er cirka så stor,” siger han og viser med tommel- og pegefinger, hvordan den ser ud. “Den sidder lige her,” fortsætter han og placerer to fingre ved hans egen hårgrænse. “Den er altså i dit ansigt, så det er vigtigt, at det bliver syet ordentligt. Hvis de tilbyder dig en ung læge, er du i din ret til at spørge efter en plastikkirurg.” Godt så. På den juridiske note er vi nu klar til at tage af sted mod Bispebjerg.

Vi ender med at sidde næsten fire timer i det stærkt oplyste venteværelse i små løbeshorts. Selvom det ikke var planen at ende på skadestuen, så havde vi det pissehyggeligt. Maja tog det hele i stiv arm – og når man tænker over det, er det egentligt held i uheld, at det lige netop var ved Lægeforeningens Kollegium, hun skulle løbe ind i et vindue.

Rundvisning i Ledigland

18. august, 2016

Jeg har været til første møde med A-kassen. Here’s how it went down.

Først kunne jeg ikke fokusere på andet end hendes konstante rømmen og de faste fraser, som blev gennemartikuleret og gentaget, som om vi var tungnemme:

“Alt arbejde medfører fradrag på det tidspunkt, det er udført – ikke hvornår det er udbetalt.”

De solbrune fingre med fransk manicure fløj rundt, og jeg tog mig selv i at tænke, at hun nok var en af de kolleger, som konstant er på udkig efter “corporate” bolsjer. En, der altid har noget i munden. Men som mødet skred frem, blev jeg dog vældigt klogere og mere fri af mine fordomme. AJKS har fuldstændigt styr på det med arbejdsløshed – og hvordan man kommer ud af den. Flere gange måtte jeg klukke af grin, når de to repræsentanter malede farverige billeder i mit hoved. Fx fortalte kvinden om knappen til jobforslag. En knap, som man åbenbart ikke må glemme at klikke på, for som hun sagde:

“Første gang lader de den gå, anden gang ligeså, men tredje gang kommer I i den sorte gryde.“

Okay, point taken. Hun smækker højre håndryg i venstre håndflade, og det bliver klart for mig, at jobcentrene i Københavns Kommune er super strikse. Man har bare at møde op – og at tage sin ferie, før de indkalder dig. Jeg skal stå til rådighed 37 timer om ugen mandag til søndag, og for at tage på weekendtur til fx London skal jeg i princippet melde ferie. Nå for søren.

“Hvis det er lidt svært at skelne mellem jobcenteret og A-kassen, kan I lægge mærke til, at jobcenteret indkalder, mens A-kassen inviterer. Vi er lidt mere fleksible, og vi er her for at hjælpe jer mod jeres drømmejob.”

Hun vender tilbage til anekdoten om klodserne, der skal passe ned i kassen, og jeg føler mig egentligt meget tryg ved det hele. Så kommer fyren på banen, og vi snakker om den gode ansøgning. Han får mig til at grine af genkendelsens glæde, når han nævner, hvordan jobopslag typisk præsenterer de ønskede personlige egenskaber i dualismer:

“Som ansøger skal man altså både kunne arbejde selvstændigt, men også være en god holdspiller. Man skal kunne holde mange bolde i luften, men også arbejde fokuseret.”

Vi dvæler kort ved et par gedigne klicheer, og så fortsætter han med en fin pointe:

“Sørg for at fortælle, hvad der motiverer jer i ansøgningen. CV’et fokuserer per definition på fortiden, så prøv at fortælle lidt om fremtiden. Hvilke arbejdsopgaver motiverer jer, og hvor vil I gerne hen på sigt?”

På de tre timer fik jeg væsentligt mere styr på A-indkomst og B-indkomst, på dagpengekort, jobloggen og muligheder for virksomhedspraktik og løntilskud med mere. Nu tror jeg, jeg er klar til et nyt kapitel.

Pyjamasparty

8. juli, 2016

Indimellem er det rart, når man ikke skal noget. Så kan en søndag morgen få lov at se sådan ud.
Hund og mennesker sover

Ramt af Rundfunk

14. marts, 2015

Marts 2015 
En uge efter skolestart stod jeg foran den nye klasse med et A4-ark i hænderne. Nu skulle de bare høre, hvad vores professorinde var for en. På tysk. Jeg havde ganske vist først lige mødt hende, og mit tyske var lidt støvet – men det skulle ikke spænde ben for et portræt til skolens radio. Herr Graebe sad klar med stopuret, nikkede og så læste jeg op:

Jetzt geht’s um Frau Drees, die Professorin des Fachs Text-Ton-Bild Gestaltung hier an der HdM. Vielleicht kennt Ihr sie schon und seid ihrem starken Blick begegnet – vielleicht noch nicht. Auf jeden Fall kann ich Euch erzählen dass es unter dem dunklen Blazer ein bunten und vielseitigen Menschen gibt:

In einem Moment erscheint sie abwartend und kühl, aber im nächsten schneidet sie lustige Fratzen, die von komische Gestikulationen begleitet werden. So ist sie, Frau Drees, rätselhaft und voller Facetten.

Sie ist in Arnsberg, Westfallen geboren, aber hat an der Universität der Künste in Berlin studiert. Als Mediendesignerin und Expertin der räumlichen Interaktion, weiss sie, wie man Geschichte erzählt. Seit sechs Jahren hat sie zusammen mit dem Professor Helmut Graebe das Fach geleitet, und sie mag es:

“Ein sehr guter Tag für mich ist ein Tag, wo die Studenten mit mir reden, mitmachen und mir tolle Beispiele einfallen, damit wir lachen.”
Das war alles für heute, danke für’s zuhören!

Nybegynder i Tamil Nadu

10. oktober, 2010

Mandag morgen vågner jeg ved lyden af hektisk trommespil og en monoton klagesang, der bliver akkompagneret af vores dumme hundes sindssyge gøen. Det er tidligt om morgenen, og der er flere timer til, at jeg skal være på skolen, så jeg vender mig om og håber, at det snart holder op. Mens jeg tålmodigt venter på at falde i søvn igen, går strømmen, så ventilatoren stopper, og det bliver ulideligt at ligge der på den hårde madras med myggenettet klæbende til kroppen. Jeg vikler mig ud og kigger groggy ud af mit hul i væggen for at finde ud af, hvad der er løs.

Nede ved porten står der en gammel, mørk mand med et stort, gråt skæg og turban. Jeg tænker for mig selv: “Nå, hvad vil du så sælge os?” da der pludselig styrter en hvid mand iført lændeklæde og med en kæp i hånden forbi mit kighul. Det er Anders fra guesthouset, som åbenbart har arbejdet hele natten og ikke vil finde sig i at blive vækket af en larmende gadesælger. Så han råber til manden, at han skal gå sin vej, og da det ikke går stærkt nok, sørger Anders for at hjælpe ham på vej. Han tager fat i mandens skuldre, drejer ham rundt og skubber ham roligt, men bestemt væk – og slår så sin kæp ned i et knallertsæde for at få hundene til at holde mund. Og så bliver der omsider stille.

Hele seancen er meget underholdende at overvære, fordi jeg sagtens kan følge Anders’ frustration. Men der går ikke længe, før bestyreren af guesthouset møder op, og det viser sig, at det var en meget hellig mand, som Anders har skræmt væk. Anders, der nu er dybt flov, tilbyder at finde manden og undskylde, eventuelt tilbyde et lille pengebeløb, men løbet er kørt. Anders’ karma står ikke til at redde, som bestyreren formulerer det, og ja, hvad gør man så? Vi gjorde ikke så meget andet end at fnise lidt, da vi var alene.